Spøgelsesjæger: ”Er ikke overbevist om, at der findes ånder og spøgelser”

Det er ikke umuligt, at der bliver kigget lidt skævt til én, når man præsenterer sig selv som spøgelsesjæger eller ghosthunter. Alligevel lapper vi det ene tv-program efter det andet om ånder og spøgelser i os. ’Åndernes Magt’, ’Ånderne vender tilbage’, ’Rædslernes nat’, ’Spøgelsesjægerne’, ’Jagten på den 6. sans’, ’Ghost Hunters’, ’Ghost Adventures’ med flere har nydt godt af vores fascination af den paranormale verden.

Ånden i glasset fangede interessen
Det var nu ikke et tv-program, der for år tilbage fik Niels Gudiksen på krogen. I dag har han stiftet gruppen ’overnaturligt.dk’ – en gruppe af såkaldte ghosthunters, der blandt andet hjælper folk, der oplever uforklarlige fænomener.

”Måske har man selv oplevet noget uforklarligt, som kan være med til at tænde en gnist. Men for mit vedkommende var det ’ånden i glasset’, som virkelig fik fangede min interesse,” forklarer Niels Gudiksen, der siden har læst, hvad han kunne komme i nærheden af om det paranormale på internettet og i bøger, ligesom han også har set flere programmer om spøgelsesjægere.

”Jeg kan huske, jeg tænkte, at det var da noget sjovt noget, det med ånder. Og så fandt jeg sammen med andre med samme interesse, og som havde samme ambitioner, som jeg havde,” uddyber han.

Nej til ’Spøgelsesjægerne’
I dag er vestjyske overnaturligt.dk en lille, sammentømret trup på tre mand bestående af Brian Præstbro, René Christensen og Niels Gudiksen selv.

”Vi startede først rigtigt op for cirka to år siden. Og vi kan da godt mærke en fremgang, både i vores måde at arbejde og på interessen på vores site, hvor vi får flere og flere henvendelser,” fortæller Niels Gudiksen.

Op mod et par hundrede besøgende klikker sig ind på gruppens hjemmeside – overnaturligt.dk – på daglig basis, hvilket er fire-fem gange så mange, som da de startede. Samtidig dukker der flere og flere henvendelser op, og selvom det er svært at besvare alle, så forsøger gruppen alligevel at besvare samtlige mails og opkald.

Den stigende interesse for gruppens arbejde kom også til udtryk, da Kanal 5 kontaktede overnaturligt.dk og tilbød dem at være med i den nye sæson af ’Spøgelsesjægerne’. Det afslog gruppen dog med den begrundelse, at man gerne ville tages seriøst.

Det uforklarlige kan ofte forklares
Man skulle tro, at når man er spøgelsesjæger, så er man også af den klare overbevisning, at der findes spøgelser. Men sådan forholder det sig faktisk ikke for Niels Gudiksen. Han er, ligesom de fleste andre, udstyret med en sund portion skepsis over for spøgelser og ånder, fortæller han.

”Det er svært at sige, at jeg tror 100 procent på spøgelser og ånder. Jeg har da flere gange oplevet uforklarlige ting, men derfor føler jeg mig alligevel ikke overbevist”.

”Vi forsøger jo altid at finde en naturlig forklaring på tingene, når vi er ude på undersøgelse. Og det, som folk beskriver som spøgelser og ånder, kan som regel også forklares,” fortæller han.

Manden med hatten
Små to år med jævnlige paranormale undersøgelser har, trods forbeholdenhed over for at fastslå, hvorvidt der findes spøgelser, alligevel kastet flere bemærkelsesværdig oplevelser af sig. Især står et besøg på Troldhede Station i Ringkøbing-Skjern Kommune tilbage i 2012 klart i hukommelsen.

”Min vel nok største oplevelse hidtil var på Troldhede Station. I forbindelse med en undersøgelse dukkede der pludselig en stor, sort masse op foran øjnene på os alle tre. Selvom massen utydelig, kunne man sagtens ane en mandlig skikkelse med høj hat, stort skæg og iført mørkt tøj, inden han med ét nærmest var væk, som om han forsvandt ind i muren,” fortæller Niels Gudiksen.

”Det var virkelig en vild og intens oplevelse. Især fordi vi alle tre så skikkelsen på samme tid,” tilføjer han.

 

Den gamle stationsbygning er i dag så faldefærdig, at det kan være farligt at færdes derinde. Foto: Alicudi, Wikipedia
Den gamle stationsbygning er i dag så faldefærdig, at det kan være farligt at færdes derinde. Foto: Alicudi, Wikipedia

Fortælling: Farmor passer stadig på familien

Mit barndomsværelse lå for enden af huset. For at komme dertil, skal man man skal igennem en smal fordelingsgang og forbi badeværelset. Lige siden jeg har været helt lille, har jeg altid hadet at gå igennem gangen, når der var mørkt. Jeg så ofte skygger på badeværelset, og det rendte mig koldt ned ad ryggen hver gang jeg gik der.

Vores husdyr, hunde og katte, har aldrig ville være på mit værelse og jeg har altid været overbevist om, at der har været noget i huset. Det viste sig senere, at før mine forældre købte huset, boede der en lille familie, hvor faderen døde – eftersigende på badeværelset. Og jeg har på fornemmelsen, at det var ham jeg så.

Da jeg gik i 7 klasse, var ånden i glasset utrolig populært. Min barndomsveninde gennem 10 år og jeg besluttede os for at lave vores egen plade og spille det hjemme ved mig. Vi satte os i en mørklagt gang, tændte stearinlys og påbegyndte seancen. Efter kort tid fik vi fat i en ånd. Eftersom vi begge stolede på hinanden, var vi klar over, at det ikke var en af os, der langsomt bevægede glasset henover det mørke gulv. Ånden fortalte os, at hun var en kvinde, som naturligvis var død, og at hun var en god ånd. Derefter sagde vi farvel til ånden, og stoppede.

Dagen efter ville vi igen have fat i ånden. I mellemtiden havde vi hørt en masse skrækhistorier, så vi tog den beslutning at spille det hjemme ved en af vores fælles venner. Det virkede overhovedet ikke, og vi fik ikke fat i nogen ånd. Derfor valgte vi igen at tage hjem til mig, og med det samme fik vi fat i ånden igen.

Vi spurgte ind til nogle helt basale ting og sidst åndens navn. Ånden begyndte at stave sig frem: “E-R-N…,” hvorefter jeg råbte på min mor, fordi jeg mente at min farmor, som jeg desværre aldrig har kendt, hed noget derhen ad. “Erna,” svarede min mor. Så ånden jeg havde fået kontakt til var min farmor, Erna.

Min kusine har efterfølgende kunnet bakke min historie op, da hun også havde oplevet Erna vandre rundt og beskytte vores familie. Og jeg har fundet en ro i, at min farmor er der og passer på os.

Jeg har efterfølgende fået et meget roligt forhold til ånder. Jeg har mange gange set skikkelser og ånder i mit liv, og nu har jeg det sådan, at hvis jeg kan mærke, at de er der, så beder jeg dem bare om at behandle mig pænt. Det kan lyde underligt for nogen. Men at være bange for noget, som måske ikke er ægte, er langt mere anstrengende.

Fortalt af Patricia fra København

Clairvoyant: ”Alle har clairvoyante evner”

Evnen til at fornemme, mærke og kommunikere med den åndelige verden er ikke kun en gave, der er forbeholdt de få af os. I hvert fald ikke hvis man skal tro Bettina Thomsen, som er clairvoyant og formand for Danmarks eneste tilbageværende spiritistkirke, Lysets Hus.

”Jeg er overbevist om, at alle har evnen til at mærke, se og føle den åndelige verden. Det handler bare om at udvikle evnen med den rette træning, og mindst lige så vigtigt at stole på sine instinkter. Det er vigtigt at tro på, at det man får ind, også er rigtigt,” fortæller hun.

Selv har hun altid været tiltrukket af det spirituelle og åndelig og har altid haft det tæt på ind på livet. Det var således Bettina Thomsens familie, der i sin tid stiftede Lysets Hus, som i 2013 fejrer 100 års jubilæum. Hun fortæller, at der er mange forskellige måder at opleve den åndelige verden på.

”Det er meget forskelligt, hvordan vi clairvoyante oplever den åndelige verden. Det er altid gennem sine sanser. Jeg føler energier, og det tror jeg også er det, man oftest gør. Men andre ser eller hører måske i højere grad, end de føler,” forklarer hun og tilføjer, at åbenheden er afgørende.

Udvikler evnerne i cirkler
Bettina Thomsen har, siden hun var ganske lille, forsøgt at udvikle sine evner. Det er nemlig vigtigt, hvis man vil bedre til at interagere med den åndelige verden.

Selv er hun med i en ’cirkel’ – en form for træningsgruppe, hvor man træner og udvikler sine clairvoyante evner.

Tidligere har hun blandt andet deltaget i åndelige udrensninger hos private, der oplever noget ubehagelig, som de ikke selv kan forklare. Ligesom hun i forbindelse med klarsynsseancer og lignende bruger og træner sine clairvoyante evner.

Livet efter døden
Ingen har endnu været i stand til at besvare én af eksistentialismens helt store spørgsmål, nemlig: ”Er der et liv efter døden?”. Men i Lysets Hus er der ingen tvivl.

”Vi tror på livet efter døden. Kirken har stadig et kristent grundlag, men den store forskel er, at vi tror på, der findes liv efter døden,” forklarer Bettina Thomsen, der selv tror på reinkarnation.

Lysets Hus ligger placeret i Posthussmøgen i hjertet af Aarhus. Er man interesseret i at deltage i Lysets Hus’ arrangementer eller læse mere her.

Psykologen: Spøgelserne forsvinder, når vi taler sammen

Børn ser spøgelser, men ifølge børnepsykolog forsvinder spøgelserne, når man taler om dem. Foto: Signe Hansen
Børn ser spøgelser, men ifølge børnepsykolog forsvinder spøgelserne, når man taler om dem. Foto: Signe Hansen

Ulla Dyrløv er børnepsykolog, og har set rigtig mange børn gennem tiden. Hun skønner, at omkring en fjerdedel af disse børn har set spøgelser. Men alle som en er spøgelser forsvundet efter at have været udsat for Ulla. Og det er ikke fordi Ulla fortæller børnene, at spøgelser ikke findes.

“Man kan ikke sidde og fortælle folk, at spøgelser ikke findes. Man kunne jo tage fejl,” siger Ulla Dyrløv.

Hun fortæller i stedet stille og roligt børnene, at hun ikke tror på det. Derefter forsøger hun at udrydde den angst, som børnene har. For de er bange for spøgelserne.

“Jeg starter med at spørge dem, om der findes flest gode eller onde mennesker ude på gaden. De svarer altid, at der findes flest gode. Så spørger jeg dem, hvorfor spøgelserne så skulle være onde,” forklarer Ulla Dyrløv.

Når den angst er udryddet, forsvinder spøgelserne.

“Hos alle de børn, jeg har snakket med, er spøgelserne forsvundet,” siger Ulla Dyrløv

Har selv troet
Ulla Dyrløvs manglende tro på spøgelser stammer ikke fra et lukket sind. Faktisk har hun troet rigtig meget på dem som ung, og brændende ønsket at opleve noget overnaturligt.

“Men jeg har aldrig set noget. Og jeg tænker, at når jeg har opsøgt det så meget, men aldrig set noget, så findes det nok ikke,” siger Ulla Dyrløv.

Og hun omgiver sig heller ikke ligefrem med skeptikere. Hendes kæreste tror på spøgelser, og hævder at have haft overnaturlige oplevelser. Ulla Dyrløvs datter er ifølge Ulla helt vild med gyserfilm, så fascinationen af det overnaturlige er der. Selv er Ulla dødsensangst for gysere, og ser dem aldrig.

“Ofte kan jeg regne ud, at børnene har set gysere. Og det skal børn altså ikke. Når for eksempel de ser en pige med langt hår ned foran ansigtet, der kravler ud af et fjernsyn, så kan jeg godt regne ud, at de har set The Ring. Min datter hjælper mig, hun er helt vild med gysere, og jeg er altså en kylling,” siger Ulla Dyrløv.

Børnene tegner deres spøgelser
Ulla Dyrlov er ikke i tvivl om, at de børn, der siger, de har set spøgelser, rent faktisk har set dem. Ifølge hende lyver børn nemlig meget sjældent.

“De kan jo selvfølgelig finde på at lyve om, at de har spist deres madpakke og den slags. Men de store tng lyver de sjældent om, er min erfaring.

Ulla giver børnene mulighed for at tegne deres spøgelser. Mange børn ser mørke skygger, men en pige så meget farverige skikkelser. Og det er der kommet et meget interessant maleri ud af.

Maleriet står i hjørnet og tiltrækker sig opmærksomhed med sine mange farver.

“Hun var 8 år gammel, hende der malede billedet, og hun så de her ånder hele tiden. Hun spurgte mig også, da vi snakkede sammen, om jeg kunne se dem. For hun så dem rundt omkring mig og i lokalet,” siger Ulla Dyrløv.

Og pigen var meget bange.

“Hun fandt jo ud af, at hun var den eneste, der kunne se de her væsner, og det skræmte hende. Hun var meget bange i det hele taget, bange for alting. For mørke, for at være alene, alle de der ting,” forklarer Ulla Dyrløv.

Men som med så mange andre, holdt pigen langsomt op med at se væsnerne som hendes angst forsvandt.

“Da hun var færdig hos mig, kunne hun ikke længere se væsnerne,” siger Ulla Dyrløv

Sådan ser det ud, når børn tegner spøgelser hos Ulla Dyrløv. Foto: Signe Hansen
Sådan ser det ud, når børn tegner spøgelser hos Ulla Dyrløv. Foto: Signe Hansen

Spøgelser har også hjemme i rækkehuse

”Den Hvide Dame” og ”Den Gale Grevinde” er sagnkarakterer, vi ofte hører om i spøgelsesfortællinger rundt omkring på danske slotte og herregårde. Men ifølge antropolog Kirsten Marie Raahauge, der er lektor ved det Kongelige Danske Kunstakademis Designskole, hører spøgelsesfænomenet ikke kun til i gamle slotskorridorer eller slidte herregårdsgemakker.

”Mange har den opfattelse, at spøgelser og ånder kun hører hjemme på gamle steder som slotte og herregårde. I virkeligheden sker der uforklarlige ting alle steder,” fortæller Kirsten Marie Raahauge og uddyber:

”Mange har måske også en forestilling om, at det kun spøger steder, hvor vi kender historien om, hvad der er foregået. På slotte er der ofte nedskrevet beretninger, der kan give følelsesmæssige aftryk af magt og lidelse. Men måske er der også sådanne følelser på spil andre steder, eller måske er det slet ikke følelsesmæssige aftryk, der er på spil”.

Direktøren ser også spøgelser
Dermed kan et tilfældigt rækkehus i Hørsholm altså være lige så hjemsøgt som en flere hundrede år gammel herregård, forklarer Kirsten Marie Raahauge, der som antropolog beskæftiger sig med forskning inden for ’rum og steder’ – herunder hjemsøgte huse, som hun har lavet et særligt forskningsprojekt om.

De fleste har en sund skepsis over for begrebet ’spøgelser’, som kan have en lidt barnagtig, useriøs og komisk klang. Men ifølge Kirsten Marie Raahauge er det ikke et fænomen, som kun opleves af børn eller en bestemt gruppe af mennesker.

”Det er ikke sådan, at det er en bestemt type af mennesker fra et bestemt samfundslag, der oplever noget. Jeg har, i forbindelse med min forskning, været i kontakt med alle – højt som lavt uddannede og unge som gamle. Mennesker af alle slags oplever noget,” forklarer hun.

Det er dog ikke alle, der er lige stolte over at indrømme det. Alligevel er Kirsten Marie Raahauge overrasket over, hvor mange der oplever noget uforklarligt.

Intet geografisk mønster
Kirsten Marie Raahauge tør ikke fastslå, om spøgerier og hjemsøgelser har et geografisk mønster. Heller ikke til trods for, at hun eksempelvis er stødt på flere cases fra et område som Christiansø. Der kan være tale om tilfældigheder, mener hun.

Alligevel tør hun godt at fastslå, at nogle steder eller boligformer er mere udsat for spøgerier end andre.

”Der er steder, hvor det spøger mere end andre. Men det hænger ikke sammen med, om lokaliteten eksempelvis er et slot eller et højhus,” fortæller hun.