Fortælling: Far kom på besøg efter sin død

Det er mange år siden – nærmere betegnet 24 år siden – og på det tidspunkt var jeg højgravid. Min far døde tidligt i juli 1989, og jeg var i syv sind, om jeg ville se ham. Jeg havde aldrig set et dødt menneske, og jeg vidste ikke, hvilket indtryk det ville gøre på mig, og da jeg var gravid, var jeg bange for, at det ville stresse mig for meget, så jeg fravalgte det.

Torsdag nat, to dage inden begravelsen, vågnede jeg ved, at min fars stemme kaldte på mig ved navn. Da jeg åbnede øjnene, stod han der ved sengen. Han sagde blot: “kom”. Hvorefter han forsvandt.
Jeg tænkte over oplevelsen i løbet af fredagen, og bestemte mig for at ringe til bedemanden, så jeg kunne se min far en sidste gang. Bedemanden fortalte mig, at han allerede var kørt til kirken, men at vi kunne mødes ved kirken kl. 18, så jeg kunne nå at se ham.
Min bror og jeg kørte til kirken samme aften, og bedemanden tog os med indenfor. Bedemanden åbnede kisten, og jeg fik et chok. Manden i kisten var ikke min far. Han var en jævnaldrende mand, som derudover så ganske fredfyldt ud. Jeg gjorde med det samme bedemanden opmærksom på, at manden i kisten ikke var min far. Han svarede, at de døde forandrer sig at se til, men han tog alligevel et kig på navnemærkaten. Fornavnet var det samme, men efternavnet var et andet.
Det uheldige byt var en fejl fra hospitalskapellets side, men det var heldigt, vi opdagede det, da han skulle begraves næste dag. Vi fik fat i hospitalet, som med et par medfølgende undskyldninger fik den fejlleverede herre tilbage, og vi fik den rette afdøde.
For min far var det utrolig vigtigt, at han ikke ville brændes, og når jeg tænker tilbage på det i dag, så tror jeg at min far vendte tilbage og vækkede mig, så jeg kunne tage affære.
Til trods for min modvilje imod at se de døde, havde jeg nu inden for et døgn set to. Det var på en absurd måde en god oplevelse, for de så begge to meget fredfyldte ud. Det, der gjorde mest indtryk på mig, var deres udstråling af at være helt uden for tid og sted. De to ældre mænd jeg så virkede hverken gamle heller unge. Blot sat helt uden for tid og sted.

 

Fortalt af Marianne Hviid fra Hvidovre