Fortælling: En opvækst med ånder og spøgelser

Jeg har en mor, der er medie, og jeg har arvet hendes evner. Siden jeg var ganske lille, har jeg kunne se, føle, høre og mærke ånder og åndelige kræfter. Det er ikke altid, at jeg direkte ser dem, men jeg kan mærke deres tilstedeværelse eller se dem for mit indre øje. Jeg hører også ofte ånder sige ord eller sætninger, og så må jeg sætte mig ned eller stå helt roligt for at mærke ordentligt efter.

Jeg har været så heldig, at jeg har fået den særlige evne også at kunne komme i kontakt med dyre-ånder. Jeg kan også nemt føle på et dyr, hvis der er noget galt med det, og inden for kort tid kan jeg også fortælle, hvad der er galt.
Da jeg var ni år gammel flyttede min mor og jeg ned til hendes kæreste i Tønder. Han boede i et gammelt hus, og jeg havde mange spirituelle oplevelser. Mit værelse var det gamle kontor, og hver nat vågnede jeg, fordi jeg havde det samme mareridt. Jeg løb gennem en skov, nærmere bestemt Hostrupskov, som lå lige op til vores baghave. Når jeg vågnede af mit mareridt, kunne jeg se blod rende ned af mit skab, hvilket for en pige på ni år var utrolig uhyggeligt.
Jeg begyndte hver nat at kalde på vores store schæferhund, Max, som absolut ikke ville ind på mit værelse, men han ventede i gangen, så han kunne følge mig ned i den anden ende af huset til min mor.
Jeg vågnede en nat af dette mareridt, men denne gang var der ikke noget på væggen, så jeg valgte at kalde på Max, så jeg kunne gå ned til min mor. Men da jeg kom ud i gangen stod der et par meget gamle træsko, som jeg aldrig havde set før, og da de pludselig bevægede sig, skreg jeg op, og min mor kom rendende, og hun så dem også bevæge sig. Da råbte hun: “Du skal lade min datter være, du skal forsvinde fra hende!”. Efter denne oplevelse så jeg ikke blod eller træsko igen, men mareridtene fortsatte.

Efter et stykke tid kom der en plet på vores hoveddør, som går ud i forhaven. Det lignede svamp, men det var blodrødt. Og hver gang min mor fjernede pletten, så var den der igen dagen efter.
En nat vågner jeg ved at mit mareridt havde været anderledes. Jeg løber stadig gennem skoven, men når jeg vender mig om, er der en mand efter mig. Jeg råber efter hjælp, og jeg kan huske, at jeg løber forbi vores hus, inden jeg falder.
Et par dage senere sidder min mor og jeg i vores køkken, hvor der er et stort vindue, der vender ud mod skoven. Jeg ser en kvinde i underkjole løbe forbi, og jeg hører en mand råbe: “jeg skal nok få fat i dig, din usle…”. Jeg vender mig mod min mor, og spørger om hun hørte det, hvortil hun nikker og siger: “Jeg ville ikke nævne noget, før du gjorde”.

Cirka en uges tid efter var min mors daværende kæreste, Erik, i bad. Pludselig gik badeværelsesdøren op, og han hørte en mørk mandestemme råbe: “Jeg sagde jo, jeg ville få fat på hende!”, hvorefter han lo. Erik spurgte, om hans søn Morten havde været hjemme, men han var lige flyttet til Fredericia, og havde ikke været hjemme.

Vi flyttede senere til Kolding, og da vi flyttede fortalte Erik min mor, at ham der havde boet i huset før os havde forsøgt at hænge sig selv, og da dette ikke var lykkedes, havde han skudt sig selv på stedet, hvor mit skab stod. Manden gik altid i træsko. Og efter hans død havde man fundet et brev, hvor han undskyldte for at misbrugt en ung pige.
Mine oplevelser som barn var grunden til, at jeg var med til at stifte Paranormal Ghost Society, hvor jeg som voksen siden har lavet paranormale efterforskninger.

Fortalt af Maria Amalie Bergmann