Åndernes magt har gjort os åbensindede

Det er blevet langt mere almindeligt at tro på spøgelser, ånder og klichéen om, at der findes mere mellem himmel og jord. Og det er ikke helt tilfældigt, mener eksperter og fagfolk, som især peger på Åndernes Magt-effekten som afgørende for den udvikling.

”For 20 år siden var snakken om den åndelige verden meget tabubelagt, og ånder var ikke noget, man talte om i kantinen. Det var indtil Åndernes Magt i 90’erne rullede over skærmen, og det har uden tvivl åbnet op for en større forståelse og accept af, at der er mere mellem himmel og jord,” fortæller Bettina Thomsen, der er clairvoyant for formand for Danmarks eneste tilbageværende spiritistkirke, Lysets Hus.

Samtidig glæder hun sig over, at unge i dag har en mere åben tilgang til den åndelige verden.
”Unge i dag er opvokset med en større forståelse for og viden om den åndelige verden, hvorimod generationen før var noget mere skeptisk, mens generationen før dem var helt lukkede for, at der fandtes en ’anden side’,” fortæller Bettina Thomsen.

Åndernes Magt-effekten har også en bagside
Også Niels Krøjgaard, der er psykologisk entertainer og en del af skeptikerforumet, Skeptica, erklærer sig også enig i, at tv-udsendelser om det paranormale omkring årtusindeskiftet medfødt en større åbenhed blandt danskerne.

”Da programmer som Åndernes Magt løb over skærmen, blev det en mere naturlig ting af snakke om. Vi fik sat ansigt på nogle historier, og tv-mediet gjorde det mere nærværende for seerne,” forklarer han.

Han mener dog, at udviklingen har en bagside og en selvforstærkende effekt, således at flere måske bilder sig selv ind, at de oplever paranormale fænomener. Selv har Niels Krøjgaard aldrig oplevet noget, han ikke har kunnet finde en naturlig forklaring på.

Dog har den øgede samfundsaccept gjort arbejdet lettere for ham. I forbindelse med sine foredrag var han tidligere nødt til at forklare folk, hvad clairvoyante og medier var. Det skal han ikke i dag.

Eksistentielle spørgsmål dukker op igen
Antropolog Kirsten Marie Raahauge oplever også, at flere danskere bekender sig til tanken om, at der findes mere mellem himmel og jord. Ja, måske ligefrem en ’hype’ omkring den åndelige verden.

Hun erklærer sig enig i, at medier og tv-udsendelser har gjort stort indtryk på danskerne, men har også en anden teori om, hvorfor vi er blevet så åbne over for det åndelige og uforklarlige.

”De store fortællingers fald har, for mig at se, haft en afgørende effekt. Eksistentielle spørgsmål har fået en genkomst, og det har medvirket til større åbenhed og en mere åndelig tendens i tiden. I 70’erne var vi, som samfund, optaget af politik, og siden har medierne også været med til at udbrede forståelsen og accepten,” fortæller Kirsten Marie Raahauge, der er lektor ved det Kongelige Danske Kunstakademis Designskole, og har forsket i hjemsøgte huse. Hun er desuden meget overrasket over, hvor mange mennesker, der oplever uforklarlige ting.