All posts by Nikolaj Juul Sørensen

Fortælling: Farmor passer stadig på familien

Mit barndomsværelse lå for enden af huset. For at komme dertil, skal man man skal igennem en smal fordelingsgang og forbi badeværelset. Lige siden jeg har været helt lille, har jeg altid hadet at gå igennem gangen, når der var mørkt. Jeg så ofte skygger på badeværelset, og det rendte mig koldt ned ad ryggen hver gang jeg gik der.

Vores husdyr, hunde og katte, har aldrig ville være på mit værelse og jeg har altid været overbevist om, at der har været noget i huset. Det viste sig senere, at før mine forældre købte huset, boede der en lille familie, hvor faderen døde – eftersigende på badeværelset. Og jeg har på fornemmelsen, at det var ham jeg så.

Da jeg gik i 7 klasse, var ånden i glasset utrolig populært. Min barndomsveninde gennem 10 år og jeg besluttede os for at lave vores egen plade og spille det hjemme ved mig. Vi satte os i en mørklagt gang, tændte stearinlys og påbegyndte seancen. Efter kort tid fik vi fat i en ånd. Eftersom vi begge stolede på hinanden, var vi klar over, at det ikke var en af os, der langsomt bevægede glasset henover det mørke gulv. Ånden fortalte os, at hun var en kvinde, som naturligvis var død, og at hun var en god ånd. Derefter sagde vi farvel til ånden, og stoppede.

Dagen efter ville vi igen have fat i ånden. I mellemtiden havde vi hørt en masse skrækhistorier, så vi tog den beslutning at spille det hjemme ved en af vores fælles venner. Det virkede overhovedet ikke, og vi fik ikke fat i nogen ånd. Derfor valgte vi igen at tage hjem til mig, og med det samme fik vi fat i ånden igen.

Vi spurgte ind til nogle helt basale ting og sidst åndens navn. Ånden begyndte at stave sig frem: “E-R-N…,” hvorefter jeg råbte på min mor, fordi jeg mente at min farmor, som jeg desværre aldrig har kendt, hed noget derhen ad. “Erna,” svarede min mor. Så ånden jeg havde fået kontakt til var min farmor, Erna.

Min kusine har efterfølgende kunnet bakke min historie op, da hun også havde oplevet Erna vandre rundt og beskytte vores familie. Og jeg har fundet en ro i, at min farmor er der og passer på os.

Jeg har efterfølgende fået et meget roligt forhold til ånder. Jeg har mange gange set skikkelser og ånder i mit liv, og nu har jeg det sådan, at hvis jeg kan mærke, at de er der, så beder jeg dem bare om at behandle mig pænt. Det kan lyde underligt for nogen. Men at være bange for noget, som måske ikke er ægte, er langt mere anstrengende.

Fortalt af Patricia fra København

Reportage: På besøg i Danmarks sidste spiritistkirke

I Posthussmøgen, en godt skjult afstikker fra strøget, finder man indgangen til Lysets Hus. Man har fornemmelsen af at befinde sig, i en anderledes verden fra øjeblikket man træder ind.

Danmark havde engang mange spiritist-kirker, men i dag er der kun en enkelt tilbage, og de har ikke gjort meget for at gøre den nem at finde. Men til alt held fandt vi vej dertil, og vi var klar til at komme i kontakt med den anden side.

Røde stole og dansk-top
Efter at have lagt 80 kr. ved døren, går vi ind i et lille, aflangt lokale med røde stole, dæmpet lys og dansk-top på anlægget.

Lokalet blev stille og roligt fyldt op med mennesker, eller rettere, kvinder, for udover os, var der kun én mand til stede blandt publikum.

Efter lidt ventetid, træder de to som foranlediger aftenens ceremoni ind. De hedder Christian og Bettina, og er begge clairvoyante.

Bettina, som er klædt i beige fra top til tå og med tynde stålramme-briller, tager plads i en stol midt i lokalet og lukker øjnene. Christian tager så ordet og fortæller os aftenens program.

En anderledes tjeneste
Kirkelige tjenester plejer at være en formel affære, men det er ikke indtrykket man får i Lysets Hus. Christian pjatter lidt med deltagerne, imens han fortæller os om aftenens program.

Vi starter ud med en bøn og så lidt sang. Det synes altsammen meget lig en gudstjeneste, men tingene ændrer sig hurtigt, for efter sangen tager Bettina ordet. Som i en trance, med lukkede øjne, holder hun en langt og underligt staccato-tale om kontakt til den anden side.

Hun rammer mange emner undervejs, og fortæller os blandt andet, at musikken kan forbedre vibrationerne imellem åndeverdenen og vores verden.

Bettina
Bettina Thomsen er formand for Danmarks sidste spiritistkirke, som fejrer sit 100 års jubilæum i år. Foto Nikolaj Juul Sørensen

Hul igennem
Efter den lange messende bøn sætter. Christian en sang af El Divo på, og vi bliver bedt om at lukke øjnene. Da sangen slutter, begynder meditationen til lange flydende toner.

Vi skal guides til et møde med åndeverdenen, og det er Christians opgave. Vi bliver guidet til et møde med den person, vi tænker på.

Jeg har nogle periodiske udfald fra meditationen, men ikke desto mindre synes jeg bestemt, at jeg kan se ham klart, som jeg har ikke har set ham siden han døde, også selvom jeg ikke vekslede et ord med ham, som der ellers blev lagt op til.

En anderledes stemning
Undervejs i meditationen kunne man høre en masse snøften, og stemningen i rummet skiftede kraftigt, efterhånden som vi kom længere ind i meditationen.

Jeg ved ikke, om nogle af de andre nåede igennem, eller de blot så den, de tænkte på meget klart – ligesom mig – men det var tydeligt, at mange af deltagerne var meget påvirkede af det, og der var meget snøften og mange våde øjne.

Christian opfordrede til, at man kom op og snakkede med ham eller Bettina, hvis det havde været meget voldsomt for en, og at bedømme ud fra de rullende tårer, var der nogen, som kunne have brug for det.

Ringe af kærlighed
Det sidste vi skulle, var at tænde et lys for den vi tænkte på, og så skulle kærligheden, ifølge Bettina, brede sig som ringe i vandet i åndeverdenen.

Da lysene var tændt, sluttede ceremonien med en sang. Og mange af de deltagende mødtes derefter til kaffe i rummet ved siden af. De halvanden time, som ceremonien tog fløj forbi – ganske modsat i folkekirken.

CAM00128
De mange lys, som var tændt efter ceremonien. Foto Nikolaj Juul Sørensen

Jeg er stadig ikke overbevist, om åndeverdenens eksistens, men jeg kan sige, at man får en ganske anderledes oplevelse i spiritist-kirken. Og efter tjenesten, følte jeg bestemt ikke mine 80 kr. var spildt, for mindet om en af dem jeg har mistet, var så meget klarere, end det havde været længe.

Skeptikeren: Det overnaturlige er blevet allemandseje

Niels Krøjgaard har endnu ikke mødt det overnaturlige fænomen, som han ikke kunne forklare. Han er uddannet markedsøkonom, og arbejder nu på instituttet for fremtidsforskning, men han har igennem 20 år også arbejdet med at modbevise det overnaturlige.

“Der er en naturlig forklaring på alting. En dør der springer op, er en skæv karm, trin på gulvet er huset der sætter sig og kold luft, ja, det er bare kold luft.”

Men Niels Krøjgaard er ikke overrasket over, at det overnaturlige har så god rod i det danske samfund, hvor 37 % af befolkningen, ifølge Gallup, tror på spøgelser og ånder.

“Det overrasker mig, at det ikke er flere. Efter Åndernes Magt og lignende programmer omkring årtusindskiftet blev det en naturlig ting at snakke om. Vi fik ansigter og historier på det, og tv-mediets magt, gjorde at det blev mere nærværende for seerne.” forklarer han.

Samfundets accept
Niels Krøjgaard mener, at tv-udsendelser skabte fokus på det overnaturlige og samtidig foranledigede et holdningsskift i det danske samfund.

“Før i tiden, hvis man snakkede om at have overnaturlige evner og kontakt til ånder, blev man set som en landsbytosse, men nu tager folk en alvorligt, og det kan have en selvforstærkende effekt, så de faktisk selv tror på det til sidst,” fortæller Niels Krøjgaard.

Og han fortæller, at det i dag er langt de fleste, som ved noget om det overnaturlige.

“Før i tiden, når jeg holdt foredrag, skulle jeg ofte forklare, hvad en clairvoyant eller et medie var, men det behøver jeg ikke mere,” fortæller Niels Krøjgaard.

Opmærksomhedssøgen
Niels Krøjgaard bringer den berømte telekinesis ske-bukker Uri Geller op, som et eksempel på, at mange overnaturlige evner, kan forklares med en søgen efter opmærksomhed.

“Uri Geller vidste, at hvis han sagde på tv, at nu bukkede han skeer hjemme i folks skuffer, så kunne han regne med, at nogen ringede ind og bekræftede det, simpelthen fordi de søgte opmærksomhed,” forklarer Niels Krøjgaard.

Det samme mener han gør sig gældende for mange af dem, som oplever kontakt med spøgelser, også selvom det ikke altid bevidst.

“De kan være så overbeviste, at det går hen og bliver en form for selvhypnose,” fortæller Niels Krøjgaard.

Holder et åbent sind
Niels Krøjgaard har i sin tid hørt mange historier, og selvom han i 20 år aldrig har oplevet noget, som han ikke kunne forklaringen på, så afviser han ikke alt pure.

“Jeg opfordrer ikke folk til blankt at afvise alt, men jeg opfordrer til kritisk tankegang. Hvis jeg ikke selv kan finde forklaringen, så prøver jeg at finde kollegaer med den faglige indsigt, som kan hjælpe mig med at finde en rationel forklaring, og det er lykkedes indtil nu,” fortæller Niels Krøjgaard.

Danskernes overtro lever i bedste velgående

I forbindelse med påskehøjtiden i 2008 lavede Gallup en undersøgelse om, hvor overtroiske danskerne er. Undersøgelsen kastede lys over forskellige former for overtro – fra ånder og spøgelser til hvor ofte vi slår under bordet og siger: “7-9-13”.

Kvinderne er mest overtroiske
Blandt kvinderne var antallet af skeptikere lavest, og 43 % tror på, at der findes spøgelser og ånder, mod 36 % som ikke gør. Faktisk er du blandt minoriteten, hvis du som dansk kvinde ikke tror på spøgelser og ånder. Totalt set tror 37 % af den danske befolkning på, at der findes ånder og spøgelser.

Når kvinderne blev spurgt, om de troede på, at der fandtes rigtige clairvoyante, som kunne komme i kontakt med de døde, var resultatet stort set det samme. Mændene var derimod mere kritiske.  Således tror to ud af tre,  at der findes rigtige clairvoyante.

Sorte katte, 7-9-13 og salt over skulderen
Selv de gamle klassikere, som den sorte kat, der passerer vejen og at gå under en stige er stadig udbredte overtro. Hele 23 % af danskerne bliver nervøse, når en sort kat krydser vejen foran dem, og 50 % af danskerne banker under bordet og siger: “7-9-13” mindst en gang om måneden.

Skæbnen står skrevet i stjernerne
Op mod 40 % af danske kvinder og godt 20 % af danske mænd tror på, at deres skæbne er påvirket af deres stjernetegn. Totalt set, tror næsten 30 % af danskerne på, at deres skæbne til dels er bestemt af, hvornår de er født.

Hvis du vil læse mere om danskernes overtro, så kan du finde hele undersøgelsen her:

Fortælling: En opvækst med ånder og spøgelser

Jeg har en mor, der er medie, og jeg har arvet hendes evner. Siden jeg var ganske lille, har jeg kunne se, føle, høre og mærke ånder og åndelige kræfter. Det er ikke altid, at jeg direkte ser dem, men jeg kan mærke deres tilstedeværelse eller se dem for mit indre øje. Jeg hører også ofte ånder sige ord eller sætninger, og så må jeg sætte mig ned eller stå helt roligt for at mærke ordentligt efter.

Jeg har været så heldig, at jeg har fået den særlige evne også at kunne komme i kontakt med dyre-ånder. Jeg kan også nemt føle på et dyr, hvis der er noget galt med det, og inden for kort tid kan jeg også fortælle, hvad der er galt.
Da jeg var ni år gammel flyttede min mor og jeg ned til hendes kæreste i Tønder. Han boede i et gammelt hus, og jeg havde mange spirituelle oplevelser. Mit værelse var det gamle kontor, og hver nat vågnede jeg, fordi jeg havde det samme mareridt. Jeg løb gennem en skov, nærmere bestemt Hostrupskov, som lå lige op til vores baghave. Når jeg vågnede af mit mareridt, kunne jeg se blod rende ned af mit skab, hvilket for en pige på ni år var utrolig uhyggeligt.
Jeg begyndte hver nat at kalde på vores store schæferhund, Max, som absolut ikke ville ind på mit værelse, men han ventede i gangen, så han kunne følge mig ned i den anden ende af huset til min mor.
Jeg vågnede en nat af dette mareridt, men denne gang var der ikke noget på væggen, så jeg valgte at kalde på Max, så jeg kunne gå ned til min mor. Men da jeg kom ud i gangen stod der et par meget gamle træsko, som jeg aldrig havde set før, og da de pludselig bevægede sig, skreg jeg op, og min mor kom rendende, og hun så dem også bevæge sig. Da råbte hun: “Du skal lade min datter være, du skal forsvinde fra hende!”. Efter denne oplevelse så jeg ikke blod eller træsko igen, men mareridtene fortsatte.

Efter et stykke tid kom der en plet på vores hoveddør, som går ud i forhaven. Det lignede svamp, men det var blodrødt. Og hver gang min mor fjernede pletten, så var den der igen dagen efter.
En nat vågner jeg ved at mit mareridt havde været anderledes. Jeg løber stadig gennem skoven, men når jeg vender mig om, er der en mand efter mig. Jeg råber efter hjælp, og jeg kan huske, at jeg løber forbi vores hus, inden jeg falder.
Et par dage senere sidder min mor og jeg i vores køkken, hvor der er et stort vindue, der vender ud mod skoven. Jeg ser en kvinde i underkjole løbe forbi, og jeg hører en mand råbe: “jeg skal nok få fat i dig, din usle…”. Jeg vender mig mod min mor, og spørger om hun hørte det, hvortil hun nikker og siger: “Jeg ville ikke nævne noget, før du gjorde”.

Cirka en uges tid efter var min mors daværende kæreste, Erik, i bad. Pludselig gik badeværelsesdøren op, og han hørte en mørk mandestemme råbe: “Jeg sagde jo, jeg ville få fat på hende!”, hvorefter han lo. Erik spurgte, om hans søn Morten havde været hjemme, men han var lige flyttet til Fredericia, og havde ikke været hjemme.

Vi flyttede senere til Kolding, og da vi flyttede fortalte Erik min mor, at ham der havde boet i huset før os havde forsøgt at hænge sig selv, og da dette ikke var lykkedes, havde han skudt sig selv på stedet, hvor mit skab stod. Manden gik altid i træsko. Og efter hans død havde man fundet et brev, hvor han undskyldte for at misbrugt en ung pige.
Mine oplevelser som barn var grunden til, at jeg var med til at stifte Paranormal Ghost Society, hvor jeg som voksen siden har lavet paranormale efterforskninger.

Fortalt af Maria Amalie Bergmann