Category Archives: fortællinger

Fortælling: Farmor passer stadig på familien

Mit barndomsværelse lå for enden af huset. For at komme dertil, skal man man skal igennem en smal fordelingsgang og forbi badeværelset. Lige siden jeg har været helt lille, har jeg altid hadet at gå igennem gangen, når der var mørkt. Jeg så ofte skygger på badeværelset, og det rendte mig koldt ned ad ryggen hver gang jeg gik der.

Vores husdyr, hunde og katte, har aldrig ville være på mit værelse og jeg har altid været overbevist om, at der har været noget i huset. Det viste sig senere, at før mine forældre købte huset, boede der en lille familie, hvor faderen døde – eftersigende på badeværelset. Og jeg har på fornemmelsen, at det var ham jeg så.

Da jeg gik i 7 klasse, var ånden i glasset utrolig populært. Min barndomsveninde gennem 10 år og jeg besluttede os for at lave vores egen plade og spille det hjemme ved mig. Vi satte os i en mørklagt gang, tændte stearinlys og påbegyndte seancen. Efter kort tid fik vi fat i en ånd. Eftersom vi begge stolede på hinanden, var vi klar over, at det ikke var en af os, der langsomt bevægede glasset henover det mørke gulv. Ånden fortalte os, at hun var en kvinde, som naturligvis var død, og at hun var en god ånd. Derefter sagde vi farvel til ånden, og stoppede.

Dagen efter ville vi igen have fat i ånden. I mellemtiden havde vi hørt en masse skrækhistorier, så vi tog den beslutning at spille det hjemme ved en af vores fælles venner. Det virkede overhovedet ikke, og vi fik ikke fat i nogen ånd. Derfor valgte vi igen at tage hjem til mig, og med det samme fik vi fat i ånden igen.

Vi spurgte ind til nogle helt basale ting og sidst åndens navn. Ånden begyndte at stave sig frem: “E-R-N…,” hvorefter jeg råbte på min mor, fordi jeg mente at min farmor, som jeg desværre aldrig har kendt, hed noget derhen ad. “Erna,” svarede min mor. Så ånden jeg havde fået kontakt til var min farmor, Erna.

Min kusine har efterfølgende kunnet bakke min historie op, da hun også havde oplevet Erna vandre rundt og beskytte vores familie. Og jeg har fundet en ro i, at min farmor er der og passer på os.

Jeg har efterfølgende fået et meget roligt forhold til ånder. Jeg har mange gange set skikkelser og ånder i mit liv, og nu har jeg det sådan, at hvis jeg kan mærke, at de er der, så beder jeg dem bare om at behandle mig pænt. Det kan lyde underligt for nogen. Men at være bange for noget, som måske ikke er ægte, er langt mere anstrengende.

Fortalt af Patricia fra København

Fortælling: En opvækst med ånder og spøgelser

Jeg har en mor, der er medie, og jeg har arvet hendes evner. Siden jeg var ganske lille, har jeg kunne se, føle, høre og mærke ånder og åndelige kræfter. Det er ikke altid, at jeg direkte ser dem, men jeg kan mærke deres tilstedeværelse eller se dem for mit indre øje. Jeg hører også ofte ånder sige ord eller sætninger, og så må jeg sætte mig ned eller stå helt roligt for at mærke ordentligt efter.

Jeg har været så heldig, at jeg har fået den særlige evne også at kunne komme i kontakt med dyre-ånder. Jeg kan også nemt føle på et dyr, hvis der er noget galt med det, og inden for kort tid kan jeg også fortælle, hvad der er galt.
Da jeg var ni år gammel flyttede min mor og jeg ned til hendes kæreste i Tønder. Han boede i et gammelt hus, og jeg havde mange spirituelle oplevelser. Mit værelse var det gamle kontor, og hver nat vågnede jeg, fordi jeg havde det samme mareridt. Jeg løb gennem en skov, nærmere bestemt Hostrupskov, som lå lige op til vores baghave. Når jeg vågnede af mit mareridt, kunne jeg se blod rende ned af mit skab, hvilket for en pige på ni år var utrolig uhyggeligt.
Jeg begyndte hver nat at kalde på vores store schæferhund, Max, som absolut ikke ville ind på mit værelse, men han ventede i gangen, så han kunne følge mig ned i den anden ende af huset til min mor.
Jeg vågnede en nat af dette mareridt, men denne gang var der ikke noget på væggen, så jeg valgte at kalde på Max, så jeg kunne gå ned til min mor. Men da jeg kom ud i gangen stod der et par meget gamle træsko, som jeg aldrig havde set før, og da de pludselig bevægede sig, skreg jeg op, og min mor kom rendende, og hun så dem også bevæge sig. Da råbte hun: “Du skal lade min datter være, du skal forsvinde fra hende!”. Efter denne oplevelse så jeg ikke blod eller træsko igen, men mareridtene fortsatte.

Efter et stykke tid kom der en plet på vores hoveddør, som går ud i forhaven. Det lignede svamp, men det var blodrødt. Og hver gang min mor fjernede pletten, så var den der igen dagen efter.
En nat vågner jeg ved at mit mareridt havde været anderledes. Jeg løber stadig gennem skoven, men når jeg vender mig om, er der en mand efter mig. Jeg råber efter hjælp, og jeg kan huske, at jeg løber forbi vores hus, inden jeg falder.
Et par dage senere sidder min mor og jeg i vores køkken, hvor der er et stort vindue, der vender ud mod skoven. Jeg ser en kvinde i underkjole løbe forbi, og jeg hører en mand råbe: “jeg skal nok få fat i dig, din usle…”. Jeg vender mig mod min mor, og spørger om hun hørte det, hvortil hun nikker og siger: “Jeg ville ikke nævne noget, før du gjorde”.

Cirka en uges tid efter var min mors daværende kæreste, Erik, i bad. Pludselig gik badeværelsesdøren op, og han hørte en mørk mandestemme råbe: “Jeg sagde jo, jeg ville få fat på hende!”, hvorefter han lo. Erik spurgte, om hans søn Morten havde været hjemme, men han var lige flyttet til Fredericia, og havde ikke været hjemme.

Vi flyttede senere til Kolding, og da vi flyttede fortalte Erik min mor, at ham der havde boet i huset før os havde forsøgt at hænge sig selv, og da dette ikke var lykkedes, havde han skudt sig selv på stedet, hvor mit skab stod. Manden gik altid i træsko. Og efter hans død havde man fundet et brev, hvor han undskyldte for at misbrugt en ung pige.
Mine oplevelser som barn var grunden til, at jeg var med til at stifte Paranormal Ghost Society, hvor jeg som voksen siden har lavet paranormale efterforskninger.

Fortalt af Maria Amalie Bergmann

Fortælling: Far kom på besøg efter sin død

Det er mange år siden – nærmere betegnet 24 år siden – og på det tidspunkt var jeg højgravid. Min far døde tidligt i juli 1989, og jeg var i syv sind, om jeg ville se ham. Jeg havde aldrig set et dødt menneske, og jeg vidste ikke, hvilket indtryk det ville gøre på mig, og da jeg var gravid, var jeg bange for, at det ville stresse mig for meget, så jeg fravalgte det.

Torsdag nat, to dage inden begravelsen, vågnede jeg ved, at min fars stemme kaldte på mig ved navn. Da jeg åbnede øjnene, stod han der ved sengen. Han sagde blot: “kom”. Hvorefter han forsvandt.
Jeg tænkte over oplevelsen i løbet af fredagen, og bestemte mig for at ringe til bedemanden, så jeg kunne se min far en sidste gang. Bedemanden fortalte mig, at han allerede var kørt til kirken, men at vi kunne mødes ved kirken kl. 18, så jeg kunne nå at se ham.
Min bror og jeg kørte til kirken samme aften, og bedemanden tog os med indenfor. Bedemanden åbnede kisten, og jeg fik et chok. Manden i kisten var ikke min far. Han var en jævnaldrende mand, som derudover så ganske fredfyldt ud. Jeg gjorde med det samme bedemanden opmærksom på, at manden i kisten ikke var min far. Han svarede, at de døde forandrer sig at se til, men han tog alligevel et kig på navnemærkaten. Fornavnet var det samme, men efternavnet var et andet.
Det uheldige byt var en fejl fra hospitalskapellets side, men det var heldigt, vi opdagede det, da han skulle begraves næste dag. Vi fik fat i hospitalet, som med et par medfølgende undskyldninger fik den fejlleverede herre tilbage, og vi fik den rette afdøde.
For min far var det utrolig vigtigt, at han ikke ville brændes, og når jeg tænker tilbage på det i dag, så tror jeg at min far vendte tilbage og vækkede mig, så jeg kunne tage affære.
Til trods for min modvilje imod at se de døde, havde jeg nu inden for et døgn set to. Det var på en absurd måde en god oplevelse, for de så begge to meget fredfyldte ud. Det, der gjorde mest indtryk på mig, var deres udstråling af at være helt uden for tid og sted. De to ældre mænd jeg så virkede hverken gamle heller unge. Blot sat helt uden for tid og sted.

 

Fortalt af Marianne Hviid fra Hvidovre