Category Archives: reportager

Reportage: På besøg i Danmarks sidste spiritistkirke

I Posthussmøgen, en godt skjult afstikker fra strøget, finder man indgangen til Lysets Hus. Man har fornemmelsen af at befinde sig, i en anderledes verden fra øjeblikket man træder ind.

Danmark havde engang mange spiritist-kirker, men i dag er der kun en enkelt tilbage, og de har ikke gjort meget for at gøre den nem at finde. Men til alt held fandt vi vej dertil, og vi var klar til at komme i kontakt med den anden side.

Røde stole og dansk-top
Efter at have lagt 80 kr. ved døren, går vi ind i et lille, aflangt lokale med røde stole, dæmpet lys og dansk-top på anlægget.

Lokalet blev stille og roligt fyldt op med mennesker, eller rettere, kvinder, for udover os, var der kun én mand til stede blandt publikum.

Efter lidt ventetid, træder de to som foranlediger aftenens ceremoni ind. De hedder Christian og Bettina, og er begge clairvoyante.

Bettina, som er klædt i beige fra top til tå og med tynde stålramme-briller, tager plads i en stol midt i lokalet og lukker øjnene. Christian tager så ordet og fortæller os aftenens program.

En anderledes tjeneste
Kirkelige tjenester plejer at være en formel affære, men det er ikke indtrykket man får i Lysets Hus. Christian pjatter lidt med deltagerne, imens han fortæller os om aftenens program.

Vi starter ud med en bøn og så lidt sang. Det synes altsammen meget lig en gudstjeneste, men tingene ændrer sig hurtigt, for efter sangen tager Bettina ordet. Som i en trance, med lukkede øjne, holder hun en langt og underligt staccato-tale om kontakt til den anden side.

Hun rammer mange emner undervejs, og fortæller os blandt andet, at musikken kan forbedre vibrationerne imellem åndeverdenen og vores verden.

Bettina
Bettina Thomsen er formand for Danmarks sidste spiritistkirke, som fejrer sit 100 års jubilæum i år. Foto Nikolaj Juul Sørensen

Hul igennem
Efter den lange messende bøn sætter. Christian en sang af El Divo på, og vi bliver bedt om at lukke øjnene. Da sangen slutter, begynder meditationen til lange flydende toner.

Vi skal guides til et møde med åndeverdenen, og det er Christians opgave. Vi bliver guidet til et møde med den person, vi tænker på.

Jeg har nogle periodiske udfald fra meditationen, men ikke desto mindre synes jeg bestemt, at jeg kan se ham klart, som jeg har ikke har set ham siden han døde, også selvom jeg ikke vekslede et ord med ham, som der ellers blev lagt op til.

En anderledes stemning
Undervejs i meditationen kunne man høre en masse snøften, og stemningen i rummet skiftede kraftigt, efterhånden som vi kom længere ind i meditationen.

Jeg ved ikke, om nogle af de andre nåede igennem, eller de blot så den, de tænkte på meget klart – ligesom mig – men det var tydeligt, at mange af deltagerne var meget påvirkede af det, og der var meget snøften og mange våde øjne.

Christian opfordrede til, at man kom op og snakkede med ham eller Bettina, hvis det havde været meget voldsomt for en, og at bedømme ud fra de rullende tårer, var der nogen, som kunne have brug for det.

Ringe af kærlighed
Det sidste vi skulle, var at tænde et lys for den vi tænkte på, og så skulle kærligheden, ifølge Bettina, brede sig som ringe i vandet i åndeverdenen.

Da lysene var tændt, sluttede ceremonien med en sang. Og mange af de deltagende mødtes derefter til kaffe i rummet ved siden af. De halvanden time, som ceremonien tog fløj forbi – ganske modsat i folkekirken.

CAM00128
De mange lys, som var tændt efter ceremonien. Foto Nikolaj Juul Sørensen

Jeg er stadig ikke overbevist, om åndeverdenens eksistens, men jeg kan sige, at man får en ganske anderledes oplevelse i spiritist-kirken. Og efter tjenesten, følte jeg bestemt ikke mine 80 kr. var spildt, for mindet om en af dem jeg har mistet, var så meget klarere, end det havde været længe.

Reportage: På spøgelsestur i hovedstaden

Man siger, at det spøger på det gamle Folketeater i Nørregade. Spøgelset er efter sigende en ung mand ved navn Sofus, der hængte sig på snoreloftet grund af ulykkelig kærlighed. Og på trods af mange renovationer og ombygninger, ser folk på teatret stadig indimellem den hvileløse unge mand, der mødte sin skæbne efter at være blevet afvist af en af de unge skuespillerinder.

Hvis man er interesseret i spøgelser, behøver man ikke opsøge gamle herregårde eller mørke kirkegårde. I hvert fald ikke, hvis man bor i København.

Byen er nemlig gammel. Meget gammel, endda. Så gammel, at man ofte, helt uden at vide det, vil befinde sig oven på middelalderkirkegårde eller gamle torturpladser.

På en sådan torturplads, eller kagplads, starter en spøgelsestur rundt i København. Skafottet i København lå nemlig i 129 år lige midt på Nytorv, der nu rummer København Byret. Og man siger, at man nogle gange kan se de henrettede drive hvileløst omkring.
Det ser vi dog ikke så meget af på vores byvandring en kold og stemningsfuld aften i december.

Byvandringen bliver anført af Nynne, der med sort kappe og flagermuslygte leder os forbi de mest hjemsøgte steder i Indre København.
Og det skorter tilsyneladende ikke på spøgelsesobservationer i denne den ældste del af byen.

Stemningen er med os
De to unge mænd i lejligheden i Krebsegården i Studiestræde syntes godt nok, der foregik sære ting omkring dem. Døre smækkede og lys tændte og slukkede af sig selv. Efter at have forhørt sig med de øvrige beboere i bygningen, kom de frem til, at deres spøgelse nok var en pige. Hun skabte nemlig kun problemer for mændene. De to unge mænd døbte hende Katrine.

Nynne leder os forbi forskellige steder i Indre By, hvor det efter sigende har spøgt.

Mange københavnere vil nok kunne nikke genkendende til diskotek Absalon, og er man over 30, er man måske også kommet der.
Men mange ved ikke, at diskoteket, før det blev revet ned i 2008, var et af Danmarks mest hjemsøgte steder. Mest kendt var Den Hvide Dame, Marie. Og at diskoteket skulle være hjemsøgt, er måske ikke så mærkeligt. Det lå nemlig lige midt oven på Københavns ældste kirkegård, Sct. Clemens.

Da stedet blev revet ned, fandt man da også omkring 500 lig under diskoteket, som i øvrigt i sin tid havde en lem midt i dansegulvet. Denne lem første direkte ned til den jord, som før tilhørte kirkegården.

I dag ligger mikrobryggeriet Brew Pub på adressen, og ifølge vores guide Nynne er Den Hvide Dame flyttet med. De ansatte har i hvert fald oplevet sære ting i det område, som har været udkanten af kirkegården. Og ifølge Nynne var de mennesker, der var begravet her, ofte ‘ikke blandt Guds bedste børn.’

På en aften som denne er man tilbøjelig til at tro hende. Det er mørkt, det blæser og det hagler. Vinden hyler og får ting til at bevæge sig, og man ville nok næppe, selv under middelaldertortur, kunne finde en ret vinkel eller to parallelle linjer på de gamle bygninger, der omkranser den gård, vi står i.

En meget nutidig historie
Tiden gik, og de to unge mænd åbnede en restaurant i Krebsegården. Deres spøgelse var der stadig, men de var ikke som sådan generet af hende. Hun var ligesom blevet en hyggelig del af inventaret. Til åbningsreceptionen for restauranten kom en kvinde, der havde boet i Krebsegården som barn. Mændene havde fortalt hende om deres spøgelse og hårdt presset fortalte hun dem en historie, som hun fik fortalt da hun var en lille pige.

Det er ikke alle spøgelseshistorier, der handler om folk i gamle dage. Vores guide Nynne var nemlig med til at opleve sære ting i et firma på Gammeltorv. Dette skete så sent som i 2011. Firmaet havde en stue, som ingen kunne lide at opholde sig i. Den blev kaldt Den Røde Stue. Der var altid iskoldt, og man følte, man blev iagttaget.

Da firmaet holdt julefrokost i 2011, havde de inviteret med på spøgelsestur før maden. Og denne tur stod Nynne for. De de har gået turen (som minder om den tur, vi har været på) ender de oppe i firmaets lokaler, hvor de skal spise. Chefen har imidlertid også inviteret en clairvoyant med, og hun kan fortælle, at noget er helt galt i bygningen. Nærmere bestemt i Den Røde Stue. Der er nemlig flere spøgelser på færde.

En af dem er en kvinde, der begik selvmord. Hendes mand, der behandlede hende meget dårligt, havde kontor i bygningen, og hun kunne godt lide at opholde sig her. Her fik hun nemlig for en gangs skyld sin mands opmærksomhed.

Efter sin død fortsatte hun med at opholde sig i bygningen. Den clairvoyante, som firmaet havde inviteret, fik hjulpet kvinden over på den anden side, og derefter var det som om, Den Røde Stue varmede en lille smule op.

Krebsegården er indrettet således, at der i midten af bygningen er en syv meter dyb skakt, der leder ned til den kælder, som folk i gamle dage brugte til at opbevare fødevarer. Sådan er det nu, og sådan var det, da bygningen blev opført.

En dag skulle en ung tjenestepige ned i kælderen efter kål. Men hun så sig ikke for, og i stedet for at kravle ned af stigen til kælderen, styrtede hun de syv meter ned og brækkede nakken. Hun var død på stedet.

Ifølge den kvinde, der havde boet på Krebsegården som barn, var den unge tjenestepiges navn