Præsten: Man skal aldrig grine af andres verdensbillede

Præst Katrine Blinkenberg oplever ofte, at der bliver talt om spøgelser. Foto: Signe Hansen
Præst Katrine Blinkenberg oplever ofte, at der bliver talt om spøgelser. Foto: Signe Hansen

Og det gør de. Ret ofte, endda. Nærmest hvert eneste år sker det, at hendes konfirmander fortæller om overnaturlige oplevelser. Og det interessante for Katrine Blinkenberg er ikke, om de rent faktisk har set et spøgelse.

“Det fortæller noget om en frygt. Så det jeg gør, er at prøve at tale imod frygten,” siger Katrine Blinkenberg.

Børn skammer sig ikke
Når konfirmanderne fortæller Katrine Blinkenberg om deres oplevelser med spøgelser, er det sjældent noget, der sker i enrum.
“De fortæller ofte om deres oplevelser i plenum. Så sætter vi os alle sammen ned og snakker om det,” fortæller Katrine Blinkenberg.
Hun har dog aldrig oplevet, at voksne kom til hende med deres oplevelser af at have set spøgelser. Men hun har hørt om at folk, ganske almindelige raske mennesker, har haft den slags oplevelser.

“Jeg så et program i fjernsynet i forbindelse med Halloween. Der var en voksen kvinde, der fortalte om sine oplevelser. Hun havde aldrig fortalt det til nogen før, så jeg tror ikke, at hun bare ville have opmærksomhed. Så tror jeg, hun havde fortalt det til nogen før,” siger Katrine Blinkenberg.

Men det betyder ikke, at man bare blindt skal følge efter sin tro på spøgelser og kaste sig ud i det.
“Man skal passe på med at dyrke “det onde”. Jeg har også leget ånden i glasset, da jeg var teenager, men jeg tror, det kan være skadeligt at dyrke den slags for meget,” siger Katrine Blinkenberg.

Hvorfor tror vi på spøgelser?
Som præst tror Katrine Blinkenberg selvfølgelig på Gud. Men tror hun også på andre ting, som man ikke kan se eller påvise?

“Jeg har altid interesseret mig rigtig meget for spøgelser og den slags. Men jeg har aldrig set noget selv. Jeg synes dog ikke, man kan udelukke, at der findes mere mellem himmel og jord. Man kan også have en ekstra skærpet hørelse, så måske kan man også have en ekstra skærpet sans for det overnaturlige,” siger Katrine Blinkenberg.

Hun mener dog ikke, at spøgelser kan være sjæle, der er blevet på Jorden.

“Som kristen tror jeg selvfølgelig på en sjæl. Men jeg tror simpelthen ikke på, at Gud bare ville lade os i stikken på Jorden. Det ville han ikke gøre. Men måske er det energier eller afsmitning, som folk ser,” siger Katrine Blinkenberg.

Undersøgelser viser, at flere mennesker i Danmark tror på spøgelser end Gud.
Og det har Katrine Blinkenberg en teori omkring hvorfor.

“Det er ikke så farligt at tro på spøgelser. Det er meget mere tabuiseret at tro på Gud i dag. Folk har tendens til selv at sammensætte deres trosbilleder, og så er spøgelser og ånder bare nemmere at forholde sig til end Gud,” siger Katrine Blinkenberg.

Men det vigtigste for hende er klart:

“Man skal i hvert fald aldrig grine af andres verdensbillede. Folk tror på forskellige ting, og det er helt i orden.”

Det er ikke så "farligt" at tro på spøgelser, som det er at tro på Gud, mener Katrine Blinkenberg. Foto: Signe Hansen
Det er ikke så “farligt” at tro på spøgelser, som det er at tro på Gud, mener Katrine Blinkenberg. Foto: Signe Hansen

Danskernes overtro lever i bedste velgående

I forbindelse med påskehøjtiden i 2008 lavede Gallup en undersøgelse om, hvor overtroiske danskerne er. Undersøgelsen kastede lys over forskellige former for overtro – fra ånder og spøgelser til hvor ofte vi slår under bordet og siger: “7-9-13”.

Kvinderne er mest overtroiske
Blandt kvinderne var antallet af skeptikere lavest, og 43 % tror på, at der findes spøgelser og ånder, mod 36 % som ikke gør. Faktisk er du blandt minoriteten, hvis du som dansk kvinde ikke tror på spøgelser og ånder. Totalt set tror 37 % af den danske befolkning på, at der findes ånder og spøgelser.

Når kvinderne blev spurgt, om de troede på, at der fandtes rigtige clairvoyante, som kunne komme i kontakt med de døde, var resultatet stort set det samme. Mændene var derimod mere kritiske.  Således tror to ud af tre,  at der findes rigtige clairvoyante.

Sorte katte, 7-9-13 og salt over skulderen
Selv de gamle klassikere, som den sorte kat, der passerer vejen og at gå under en stige er stadig udbredte overtro. Hele 23 % af danskerne bliver nervøse, når en sort kat krydser vejen foran dem, og 50 % af danskerne banker under bordet og siger: “7-9-13” mindst en gang om måneden.

Skæbnen står skrevet i stjernerne
Op mod 40 % af danske kvinder og godt 20 % af danske mænd tror på, at deres skæbne er påvirket af deres stjernetegn. Totalt set, tror næsten 30 % af danskerne på, at deres skæbne til dels er bestemt af, hvornår de er født.

Hvis du vil læse mere om danskernes overtro, så kan du finde hele undersøgelsen her:

Fortælling: En opvækst med ånder og spøgelser

Jeg har en mor, der er medie, og jeg har arvet hendes evner. Siden jeg var ganske lille, har jeg kunne se, føle, høre og mærke ånder og åndelige kræfter. Det er ikke altid, at jeg direkte ser dem, men jeg kan mærke deres tilstedeværelse eller se dem for mit indre øje. Jeg hører også ofte ånder sige ord eller sætninger, og så må jeg sætte mig ned eller stå helt roligt for at mærke ordentligt efter.

Jeg har været så heldig, at jeg har fået den særlige evne også at kunne komme i kontakt med dyre-ånder. Jeg kan også nemt føle på et dyr, hvis der er noget galt med det, og inden for kort tid kan jeg også fortælle, hvad der er galt.
Da jeg var ni år gammel flyttede min mor og jeg ned til hendes kæreste i Tønder. Han boede i et gammelt hus, og jeg havde mange spirituelle oplevelser. Mit værelse var det gamle kontor, og hver nat vågnede jeg, fordi jeg havde det samme mareridt. Jeg løb gennem en skov, nærmere bestemt Hostrupskov, som lå lige op til vores baghave. Når jeg vågnede af mit mareridt, kunne jeg se blod rende ned af mit skab, hvilket for en pige på ni år var utrolig uhyggeligt.
Jeg begyndte hver nat at kalde på vores store schæferhund, Max, som absolut ikke ville ind på mit værelse, men han ventede i gangen, så han kunne følge mig ned i den anden ende af huset til min mor.
Jeg vågnede en nat af dette mareridt, men denne gang var der ikke noget på væggen, så jeg valgte at kalde på Max, så jeg kunne gå ned til min mor. Men da jeg kom ud i gangen stod der et par meget gamle træsko, som jeg aldrig havde set før, og da de pludselig bevægede sig, skreg jeg op, og min mor kom rendende, og hun så dem også bevæge sig. Da råbte hun: “Du skal lade min datter være, du skal forsvinde fra hende!”. Efter denne oplevelse så jeg ikke blod eller træsko igen, men mareridtene fortsatte.

Efter et stykke tid kom der en plet på vores hoveddør, som går ud i forhaven. Det lignede svamp, men det var blodrødt. Og hver gang min mor fjernede pletten, så var den der igen dagen efter.
En nat vågner jeg ved at mit mareridt havde været anderledes. Jeg løber stadig gennem skoven, men når jeg vender mig om, er der en mand efter mig. Jeg råber efter hjælp, og jeg kan huske, at jeg løber forbi vores hus, inden jeg falder.
Et par dage senere sidder min mor og jeg i vores køkken, hvor der er et stort vindue, der vender ud mod skoven. Jeg ser en kvinde i underkjole løbe forbi, og jeg hører en mand råbe: “jeg skal nok få fat i dig, din usle…”. Jeg vender mig mod min mor, og spørger om hun hørte det, hvortil hun nikker og siger: “Jeg ville ikke nævne noget, før du gjorde”.

Cirka en uges tid efter var min mors daværende kæreste, Erik, i bad. Pludselig gik badeværelsesdøren op, og han hørte en mørk mandestemme råbe: “Jeg sagde jo, jeg ville få fat på hende!”, hvorefter han lo. Erik spurgte, om hans søn Morten havde været hjemme, men han var lige flyttet til Fredericia, og havde ikke været hjemme.

Vi flyttede senere til Kolding, og da vi flyttede fortalte Erik min mor, at ham der havde boet i huset før os havde forsøgt at hænge sig selv, og da dette ikke var lykkedes, havde han skudt sig selv på stedet, hvor mit skab stod. Manden gik altid i træsko. Og efter hans død havde man fundet et brev, hvor han undskyldte for at misbrugt en ung pige.
Mine oplevelser som barn var grunden til, at jeg var med til at stifte Paranormal Ghost Society, hvor jeg som voksen siden har lavet paranormale efterforskninger.

Fortalt af Maria Amalie Bergmann

Fortælling: Far kom på besøg efter sin død

Det er mange år siden – nærmere betegnet 24 år siden – og på det tidspunkt var jeg højgravid. Min far døde tidligt i juli 1989, og jeg var i syv sind, om jeg ville se ham. Jeg havde aldrig set et dødt menneske, og jeg vidste ikke, hvilket indtryk det ville gøre på mig, og da jeg var gravid, var jeg bange for, at det ville stresse mig for meget, så jeg fravalgte det.

Torsdag nat, to dage inden begravelsen, vågnede jeg ved, at min fars stemme kaldte på mig ved navn. Da jeg åbnede øjnene, stod han der ved sengen. Han sagde blot: “kom”. Hvorefter han forsvandt.
Jeg tænkte over oplevelsen i løbet af fredagen, og bestemte mig for at ringe til bedemanden, så jeg kunne se min far en sidste gang. Bedemanden fortalte mig, at han allerede var kørt til kirken, men at vi kunne mødes ved kirken kl. 18, så jeg kunne nå at se ham.
Min bror og jeg kørte til kirken samme aften, og bedemanden tog os med indenfor. Bedemanden åbnede kisten, og jeg fik et chok. Manden i kisten var ikke min far. Han var en jævnaldrende mand, som derudover så ganske fredfyldt ud. Jeg gjorde med det samme bedemanden opmærksom på, at manden i kisten ikke var min far. Han svarede, at de døde forandrer sig at se til, men han tog alligevel et kig på navnemærkaten. Fornavnet var det samme, men efternavnet var et andet.
Det uheldige byt var en fejl fra hospitalskapellets side, men det var heldigt, vi opdagede det, da han skulle begraves næste dag. Vi fik fat i hospitalet, som med et par medfølgende undskyldninger fik den fejlleverede herre tilbage, og vi fik den rette afdøde.
For min far var det utrolig vigtigt, at han ikke ville brændes, og når jeg tænker tilbage på det i dag, så tror jeg at min far vendte tilbage og vækkede mig, så jeg kunne tage affære.
Til trods for min modvilje imod at se de døde, havde jeg nu inden for et døgn set to. Det var på en absurd måde en god oplevelse, for de så begge to meget fredfyldte ud. Det, der gjorde mest indtryk på mig, var deres udstråling af at være helt uden for tid og sted. De to ældre mænd jeg så virkede hverken gamle heller unge. Blot sat helt uden for tid og sted.

 

Fortalt af Marianne Hviid fra Hvidovre