Tag Archives: ånder

Skeptikeren: Det overnaturlige er blevet allemandseje

Niels Krøjgaard har endnu ikke mødt det overnaturlige fænomen, som han ikke kunne forklare. Han er uddannet markedsøkonom, og arbejder nu på instituttet for fremtidsforskning, men han har igennem 20 år også arbejdet med at modbevise det overnaturlige.

“Der er en naturlig forklaring på alting. En dør der springer op, er en skæv karm, trin på gulvet er huset der sætter sig og kold luft, ja, det er bare kold luft.”

Men Niels Krøjgaard er ikke overrasket over, at det overnaturlige har så god rod i det danske samfund, hvor 37 % af befolkningen, ifølge Gallup, tror på spøgelser og ånder.

“Det overrasker mig, at det ikke er flere. Efter Åndernes Magt og lignende programmer omkring årtusindskiftet blev det en naturlig ting at snakke om. Vi fik ansigter og historier på det, og tv-mediets magt, gjorde at det blev mere nærværende for seerne.” forklarer han.

Samfundets accept
Niels Krøjgaard mener, at tv-udsendelser skabte fokus på det overnaturlige og samtidig foranledigede et holdningsskift i det danske samfund.

“Før i tiden, hvis man snakkede om at have overnaturlige evner og kontakt til ånder, blev man set som en landsbytosse, men nu tager folk en alvorligt, og det kan have en selvforstærkende effekt, så de faktisk selv tror på det til sidst,” fortæller Niels Krøjgaard.

Og han fortæller, at det i dag er langt de fleste, som ved noget om det overnaturlige.

“Før i tiden, når jeg holdt foredrag, skulle jeg ofte forklare, hvad en clairvoyant eller et medie var, men det behøver jeg ikke mere,” fortæller Niels Krøjgaard.

Opmærksomhedssøgen
Niels Krøjgaard bringer den berømte telekinesis ske-bukker Uri Geller op, som et eksempel på, at mange overnaturlige evner, kan forklares med en søgen efter opmærksomhed.

“Uri Geller vidste, at hvis han sagde på tv, at nu bukkede han skeer hjemme i folks skuffer, så kunne han regne med, at nogen ringede ind og bekræftede det, simpelthen fordi de søgte opmærksomhed,” forklarer Niels Krøjgaard.

Det samme mener han gør sig gældende for mange af dem, som oplever kontakt med spøgelser, også selvom det ikke altid bevidst.

“De kan være så overbeviste, at det går hen og bliver en form for selvhypnose,” fortæller Niels Krøjgaard.

Holder et åbent sind
Niels Krøjgaard har i sin tid hørt mange historier, og selvom han i 20 år aldrig har oplevet noget, som han ikke kunne forklaringen på, så afviser han ikke alt pure.

“Jeg opfordrer ikke folk til blankt at afvise alt, men jeg opfordrer til kritisk tankegang. Hvis jeg ikke selv kan finde forklaringen, så prøver jeg at finde kollegaer med den faglige indsigt, som kan hjælpe mig med at finde en rationel forklaring, og det er lykkedes indtil nu,” fortæller Niels Krøjgaard.

Danskernes overtro lever i bedste velgående

I forbindelse med påskehøjtiden i 2008 lavede Gallup en undersøgelse om, hvor overtroiske danskerne er. Undersøgelsen kastede lys over forskellige former for overtro – fra ånder og spøgelser til hvor ofte vi slår under bordet og siger: “7-9-13”.

Kvinderne er mest overtroiske
Blandt kvinderne var antallet af skeptikere lavest, og 43 % tror på, at der findes spøgelser og ånder, mod 36 % som ikke gør. Faktisk er du blandt minoriteten, hvis du som dansk kvinde ikke tror på spøgelser og ånder. Totalt set tror 37 % af den danske befolkning på, at der findes ånder og spøgelser.

Når kvinderne blev spurgt, om de troede på, at der fandtes rigtige clairvoyante, som kunne komme i kontakt med de døde, var resultatet stort set det samme. Mændene var derimod mere kritiske.  Således tror to ud af tre,  at der findes rigtige clairvoyante.

Sorte katte, 7-9-13 og salt over skulderen
Selv de gamle klassikere, som den sorte kat, der passerer vejen og at gå under en stige er stadig udbredte overtro. Hele 23 % af danskerne bliver nervøse, når en sort kat krydser vejen foran dem, og 50 % af danskerne banker under bordet og siger: “7-9-13” mindst en gang om måneden.

Skæbnen står skrevet i stjernerne
Op mod 40 % af danske kvinder og godt 20 % af danske mænd tror på, at deres skæbne er påvirket af deres stjernetegn. Totalt set, tror næsten 30 % af danskerne på, at deres skæbne til dels er bestemt af, hvornår de er født.

Hvis du vil læse mere om danskernes overtro, så kan du finde hele undersøgelsen her:

Fortælling: En opvækst med ånder og spøgelser

Jeg har en mor, der er medie, og jeg har arvet hendes evner. Siden jeg var ganske lille, har jeg kunne se, føle, høre og mærke ånder og åndelige kræfter. Det er ikke altid, at jeg direkte ser dem, men jeg kan mærke deres tilstedeværelse eller se dem for mit indre øje. Jeg hører også ofte ånder sige ord eller sætninger, og så må jeg sætte mig ned eller stå helt roligt for at mærke ordentligt efter.

Jeg har været så heldig, at jeg har fået den særlige evne også at kunne komme i kontakt med dyre-ånder. Jeg kan også nemt føle på et dyr, hvis der er noget galt med det, og inden for kort tid kan jeg også fortælle, hvad der er galt.
Da jeg var ni år gammel flyttede min mor og jeg ned til hendes kæreste i Tønder. Han boede i et gammelt hus, og jeg havde mange spirituelle oplevelser. Mit værelse var det gamle kontor, og hver nat vågnede jeg, fordi jeg havde det samme mareridt. Jeg løb gennem en skov, nærmere bestemt Hostrupskov, som lå lige op til vores baghave. Når jeg vågnede af mit mareridt, kunne jeg se blod rende ned af mit skab, hvilket for en pige på ni år var utrolig uhyggeligt.
Jeg begyndte hver nat at kalde på vores store schæferhund, Max, som absolut ikke ville ind på mit værelse, men han ventede i gangen, så han kunne følge mig ned i den anden ende af huset til min mor.
Jeg vågnede en nat af dette mareridt, men denne gang var der ikke noget på væggen, så jeg valgte at kalde på Max, så jeg kunne gå ned til min mor. Men da jeg kom ud i gangen stod der et par meget gamle træsko, som jeg aldrig havde set før, og da de pludselig bevægede sig, skreg jeg op, og min mor kom rendende, og hun så dem også bevæge sig. Da råbte hun: “Du skal lade min datter være, du skal forsvinde fra hende!”. Efter denne oplevelse så jeg ikke blod eller træsko igen, men mareridtene fortsatte.

Efter et stykke tid kom der en plet på vores hoveddør, som går ud i forhaven. Det lignede svamp, men det var blodrødt. Og hver gang min mor fjernede pletten, så var den der igen dagen efter.
En nat vågner jeg ved at mit mareridt havde været anderledes. Jeg løber stadig gennem skoven, men når jeg vender mig om, er der en mand efter mig. Jeg råber efter hjælp, og jeg kan huske, at jeg løber forbi vores hus, inden jeg falder.
Et par dage senere sidder min mor og jeg i vores køkken, hvor der er et stort vindue, der vender ud mod skoven. Jeg ser en kvinde i underkjole løbe forbi, og jeg hører en mand råbe: “jeg skal nok få fat i dig, din usle…”. Jeg vender mig mod min mor, og spørger om hun hørte det, hvortil hun nikker og siger: “Jeg ville ikke nævne noget, før du gjorde”.

Cirka en uges tid efter var min mors daværende kæreste, Erik, i bad. Pludselig gik badeværelsesdøren op, og han hørte en mørk mandestemme råbe: “Jeg sagde jo, jeg ville få fat på hende!”, hvorefter han lo. Erik spurgte, om hans søn Morten havde været hjemme, men han var lige flyttet til Fredericia, og havde ikke været hjemme.

Vi flyttede senere til Kolding, og da vi flyttede fortalte Erik min mor, at ham der havde boet i huset før os havde forsøgt at hænge sig selv, og da dette ikke var lykkedes, havde han skudt sig selv på stedet, hvor mit skab stod. Manden gik altid i træsko. Og efter hans død havde man fundet et brev, hvor han undskyldte for at misbrugt en ung pige.
Mine oplevelser som barn var grunden til, at jeg var med til at stifte Paranormal Ghost Society, hvor jeg som voksen siden har lavet paranormale efterforskninger.

Fortalt af Maria Amalie Bergmann

Fortælling: Far kom på besøg efter sin død

Det er mange år siden – nærmere betegnet 24 år siden – og på det tidspunkt var jeg højgravid. Min far døde tidligt i juli 1989, og jeg var i syv sind, om jeg ville se ham. Jeg havde aldrig set et dødt menneske, og jeg vidste ikke, hvilket indtryk det ville gøre på mig, og da jeg var gravid, var jeg bange for, at det ville stresse mig for meget, så jeg fravalgte det.

Torsdag nat, to dage inden begravelsen, vågnede jeg ved, at min fars stemme kaldte på mig ved navn. Da jeg åbnede øjnene, stod han der ved sengen. Han sagde blot: “kom”. Hvorefter han forsvandt.
Jeg tænkte over oplevelsen i løbet af fredagen, og bestemte mig for at ringe til bedemanden, så jeg kunne se min far en sidste gang. Bedemanden fortalte mig, at han allerede var kørt til kirken, men at vi kunne mødes ved kirken kl. 18, så jeg kunne nå at se ham.
Min bror og jeg kørte til kirken samme aften, og bedemanden tog os med indenfor. Bedemanden åbnede kisten, og jeg fik et chok. Manden i kisten var ikke min far. Han var en jævnaldrende mand, som derudover så ganske fredfyldt ud. Jeg gjorde med det samme bedemanden opmærksom på, at manden i kisten ikke var min far. Han svarede, at de døde forandrer sig at se til, men han tog alligevel et kig på navnemærkaten. Fornavnet var det samme, men efternavnet var et andet.
Det uheldige byt var en fejl fra hospitalskapellets side, men det var heldigt, vi opdagede det, da han skulle begraves næste dag. Vi fik fat i hospitalet, som med et par medfølgende undskyldninger fik den fejlleverede herre tilbage, og vi fik den rette afdøde.
For min far var det utrolig vigtigt, at han ikke ville brændes, og når jeg tænker tilbage på det i dag, så tror jeg at min far vendte tilbage og vækkede mig, så jeg kunne tage affære.
Til trods for min modvilje imod at se de døde, havde jeg nu inden for et døgn set to. Det var på en absurd måde en god oplevelse, for de så begge to meget fredfyldte ud. Det, der gjorde mest indtryk på mig, var deres udstråling af at være helt uden for tid og sted. De to ældre mænd jeg så virkede hverken gamle heller unge. Blot sat helt uden for tid og sted.

 

Fortalt af Marianne Hviid fra Hvidovre