Tag Archives: spiritistkirke

Reportage: På besøg i Danmarks sidste spiritistkirke

I Posthussmøgen, en godt skjult afstikker fra strøget, finder man indgangen til Lysets Hus. Man har fornemmelsen af at befinde sig, i en anderledes verden fra øjeblikket man træder ind.

Danmark havde engang mange spiritist-kirker, men i dag er der kun en enkelt tilbage, og de har ikke gjort meget for at gøre den nem at finde. Men til alt held fandt vi vej dertil, og vi var klar til at komme i kontakt med den anden side.

Røde stole og dansk-top
Efter at have lagt 80 kr. ved døren, går vi ind i et lille, aflangt lokale med røde stole, dæmpet lys og dansk-top på anlægget.

Lokalet blev stille og roligt fyldt op med mennesker, eller rettere, kvinder, for udover os, var der kun én mand til stede blandt publikum.

Efter lidt ventetid, træder de to som foranlediger aftenens ceremoni ind. De hedder Christian og Bettina, og er begge clairvoyante.

Bettina, som er klædt i beige fra top til tå og med tynde stålramme-briller, tager plads i en stol midt i lokalet og lukker øjnene. Christian tager så ordet og fortæller os aftenens program.

En anderledes tjeneste
Kirkelige tjenester plejer at være en formel affære, men det er ikke indtrykket man får i Lysets Hus. Christian pjatter lidt med deltagerne, imens han fortæller os om aftenens program.

Vi starter ud med en bøn og så lidt sang. Det synes altsammen meget lig en gudstjeneste, men tingene ændrer sig hurtigt, for efter sangen tager Bettina ordet. Som i en trance, med lukkede øjne, holder hun en langt og underligt staccato-tale om kontakt til den anden side.

Hun rammer mange emner undervejs, og fortæller os blandt andet, at musikken kan forbedre vibrationerne imellem åndeverdenen og vores verden.

Bettina
Bettina Thomsen er formand for Danmarks sidste spiritistkirke, som fejrer sit 100 års jubilæum i år. Foto Nikolaj Juul Sørensen

Hul igennem
Efter den lange messende bøn sætter. Christian en sang af El Divo på, og vi bliver bedt om at lukke øjnene. Da sangen slutter, begynder meditationen til lange flydende toner.

Vi skal guides til et møde med åndeverdenen, og det er Christians opgave. Vi bliver guidet til et møde med den person, vi tænker på.

Jeg har nogle periodiske udfald fra meditationen, men ikke desto mindre synes jeg bestemt, at jeg kan se ham klart, som jeg har ikke har set ham siden han døde, også selvom jeg ikke vekslede et ord med ham, som der ellers blev lagt op til.

En anderledes stemning
Undervejs i meditationen kunne man høre en masse snøften, og stemningen i rummet skiftede kraftigt, efterhånden som vi kom længere ind i meditationen.

Jeg ved ikke, om nogle af de andre nåede igennem, eller de blot så den, de tænkte på meget klart – ligesom mig – men det var tydeligt, at mange af deltagerne var meget påvirkede af det, og der var meget snøften og mange våde øjne.

Christian opfordrede til, at man kom op og snakkede med ham eller Bettina, hvis det havde været meget voldsomt for en, og at bedømme ud fra de rullende tårer, var der nogen, som kunne have brug for det.

Ringe af kærlighed
Det sidste vi skulle, var at tænde et lys for den vi tænkte på, og så skulle kærligheden, ifølge Bettina, brede sig som ringe i vandet i åndeverdenen.

Da lysene var tændt, sluttede ceremonien med en sang. Og mange af de deltagende mødtes derefter til kaffe i rummet ved siden af. De halvanden time, som ceremonien tog fløj forbi – ganske modsat i folkekirken.

CAM00128
De mange lys, som var tændt efter ceremonien. Foto Nikolaj Juul Sørensen

Jeg er stadig ikke overbevist, om åndeverdenens eksistens, men jeg kan sige, at man får en ganske anderledes oplevelse i spiritist-kirken. Og efter tjenesten, følte jeg bestemt ikke mine 80 kr. var spildt, for mindet om en af dem jeg har mistet, var så meget klarere, end det havde været længe.